Menu

Gå aldrig før tid

image Jubel i det 94' minut
Af Mads Harder
29. maj 2022 kl. 11:48
To mål i overtiden afgjorde 1. seniors kamp mod Union

I sidste uge mistede B1903 sejren i fire minutters overtid mod Solrød, og forårets kampe har båret præg af mange sene scoringer, som har lært B1903-tilhængere aldrig at gå før tid.

Alligevel blev det en tand for meget for B1903’s holdleder, Sten Johansen, da B1903 efter 28 minutter var bagud 0-3 mod Union i fredags. Den dårlige start blev for meget, og Sten måtte gå væk fra banen og ind i caféen og lignede en mand i en blanding af surmuleri og meditation.

 

Ny energi

Da B1903 mødte Union og tabte 2-4 i marts og efter 28 minutter i fredagens kamp, så har Union lignet alt andet end den bundplacering, de ligger på. Union var her og der og alle vegne, og B1903 var ikke rigtig nogen vegne. Men efter 0-3 scoringen fik B1903 samlet lidt op på sig selv og kom mere med i spillet. Efter 39 minutter røg en Union-spiller ind i sit gule kort nr. 2 og Union blev reduceret til 10 mand, hvilket fik stor indflydelse på kampen. På den efterfølgende standardsituation endte bolden hos Admir Sabic, som flot sparkede B1903 tilbage i kampen. 1-3. Lige inden pause-fløjtet slap August Grønbæk igennem. August blev flået i trøjen, og det lignede, at det kunne kaste endnu en udvisning af sig til Union. August fortsatte dog sit løb og udplacerede Union-keeperen. 2-3.

 

Det hemmelige våben

Anden halvleg startede med to udskiftninger, hvor en skadet Tobias Paasche blev erstattet af Lasse Nybro Petersen, og U19-spilleren Oliver Basse, der var startet inde, blev erstattet af super-teknikeren, Christian Fritze. Det lå i luften, at B1903 skulle blæse til angreb. B1903’s forsvarsgeneral og hovedstød-specialist, Oliver Ritter, var dog knæskadet og ikke med, så hvem skulle man eventuelt smide ind foran til sidst i kampen, hvis der skulle hældes bolde indover? Den tid den sorg. 

 

Gå aldrig før tid

B1903 fik lagt et godt tryk og alt spillet foregik på Unions banehalvdel, men Union fik holdt flot stand og minutterne gik. Efter 67 minutter blev U19-spilleren, Christopher Frandsen, skiftet ind og med nogle gode aktioner var han med til sætte nyt tryk på. Men efter 90 minutter stod den stadig 2-3, men så slog Jonas Tøttrup til, da han nogle meter udenfor feltet sparkede på kassen og holdt bolden godt nede. Mellem venner og fjender røg den i kassen til 3-3. Stor jubel, men hvis man troede, at det tog pusten fra Union, så blev man klogere, da de sekunder efter havde en gigantisk mulighed, som B1903-keeper Christian Meisner måtte hive en stor redning ud af ærmet for at holde ud af målet. B1903 hældte bolde ind i feltet til sidst, og i det 94’ minut blev der fra højre side slået en bold ind mod bagerste stang; Var det en fugl, var det et fly? Nej, det var humlebien som ingen havde fortalt, at han ikke kunne flyve. Det hemmelige våben, Christian Fritze, afgjorde kampen til 4-3 efter han steg til vejrs og kontrolleret headede bolden nedad ved nærmeste stolpe, og B1903-spillerne brød ud i ekstatisk jubel. Holdleder Sten ligeså. Om det var Stens meditative kræfter, der efter 28 minutter vendte spillet skal være usagt, men en kamp der satte en tyk streg under, at man aldrig skal gå før tid. Og slet ikke i B1903!

Kæmpe tillykke til holdet med sejren, som var uhyre vigtigt i den hidsige kamp omkring nedrykningsstregen. 

Næste kamp er på lørdag den 4. juni, kl. 14.00, mod topholdet Ishøj.

 

 

Luk