Menu

U10 Drenge med i sjovt DBU-projekt

image Holdbillede med B1903 U10 Drenge og Zak Egholm
14. april 2026 kl. 12:41
Fokus på antal spilaktioner

B1903’s U10 drenge var i weekenden med til et projekt sammen med DBU Børnefodbold. Projektet gik ud på at lave optagelse af kampe, hvor man spillede 5vs5 kontra 8vs8 for at se forskel i antal af aktioner pr. spiller. Spillere blev udstyret med et GoPro-kamera på maven, samt at kampene blev optaget med VEO og droneoptagelser.

Baggrunden for projektet er, at DBU Børnefodbold og lokalunionerne i stigende grad oplever, at klubber tilmelder børnehold i en ældre årgang for at få adgang til en anden spilleform end den, der tilbydes på holdets egen årgang. Et typisk eksempel DBU oplever er U10-hold, der tilmeldes en U11-række for at spille 8v8 i stedet for 5v5.

DBU tager udgangspunkt i DBU’s spilleformsundersøgelse (2012–2014) samt nyere internationale analyser – bl.a. Future Fit fra det engelske FA – som viser tydeligt, at antal spillere og banestørrelse har stor betydning for børns involvering, succesoplevelser og udvikling. Mindre spilleformer giver flere aktioner pr. spiller – flere driblinger, afleveringer, afslutninger og dueller – hvilket er centralt for både læring og motivation i børnefodbold.

Optagelserne skal være med til at kortlægge og illustrere forskellen mellem spilleformerne og antal af aktioner pr. spiller. For B1903’s U10 Drenge var det sjov og lærerig dag, hvor DBU også havde inviteret fodboldjournalisten, Zak Egholm, til at være speaker på optagelserne.

 

Luk