U16 Drenge under varme himmelstrøg
U16 Drenge holdfoto
Fra den 11. til 15. marts var B1903’s U16 Drenge på træningslejr i Malaga/Torremolinos, hvor rammerne var sat for nogle intensive og lærerige dage med fokus på fodbold, udvikling og fællesskab.
Programmet bød på to daglige træningspas, hvor spillerne arbejdede målrettet med både teknik, taktik og fysisk træning. De gode faciliteter og de varme spanske omgivelser gav optimale betingelser for at få mange kvalitetsminutter på træningsbanen.
Lørdag blev opholdet krydret med en træningskamp mod det lokale hold Estacion de Cartama. Kampen blev spillet i et godt tempo, og holdet leverede en solid indsats. Det resulterede i en flot sejr på 5-2 efter en velspillet kamp.
Træningslejren gav både værdifuld kamptræning og styrkede sammenholdet i truppen. Turen til Malaga/Torremolinos blev dermed en stor succes og et vigtigt skridt i forberedelserne frem mod starten af sæsonen.
At træningslejren gav pote viste sig allerede tre dage efter hjemkomsten, hvor U16-1 drengene slog A27 i kvartfinalen af pokalturneringen og nu er klar til semifinalen.



