Nyt fra Sportschefen - februar
Så er den første måned gået med mig som Sportschef i B1903. Jeg har været rundt og se rigtig mange træninger, kampe og stævner. Udover det, har jeg også prøvet at danne mig et indtryk af de forskellige årgange og holdt møder med en del trænere. Det har været super spændende og fremtiden ser lys ud for B1903.
Det skal dog ikke være en sovepude, at vi gør det fint. Vi skal altid stræbe efter at gøre det bedre og udvikle os. Vi må gå ydmygt til opgaven og arbejde stenhårdt. Det er ikke bare som klub, men også som trænere og forældre. Hvis de tre elementer hænger sammen i en positiv forstand, så mærker de vigtigste det også i dagligdagen. Nemlig spillerne og medlemmerne af B1903. Vores udtryk skal være ens og det er et stort indsatsområde over det næste stykke tid. Vi kommer til at have en helt klar pædagogisk og sportslig linje, som er vigtig at følge og over den næste periode skal denne implementeres. På den måde, kan alle være med til at bidrage og skabe positiv energi.
Vi har startet SKILLS op for U8-U13 og bortset fra utrolige mængder af regn den første uge, så har alle taget rigtig godt imod det. Træningen kommer hver gang til at have et tema og F.C. København kommer til at besøge de forskellige årgange med trænere. I denne måned er det hver tirsdag for U8 og U9.
Udover det, så har vi også fået en ny U17-1 cheftræner. Hvem valget er faldet på, vil blive offentliggjort på hjemmesiden en af de kommende dage.
Vi ses på banerne.
Med venlig hilsen
Mads Agner Veng
Sportschef - B1903