Menu

Årets træner/leder 2015

Mads Harder
04. marts 2016 kl. 11:36
Carsten Wissing blev kåret til årets træner/leder

Til årets generalforsamling, mandag den 29. februar, blev der traditionen tro uddelt en pris for årets træner/leder i B1903. Valget faldt på Carsten Wissing, der er årgangsansvarlig for U9, samt også står for teknisk træning med U12C en gang om ugen. 

Årets træner/leder 2015: Carsten Wissing

Årets træner/leder repræsenterer de værdier, som er så vigtige for en fodboldklub, der er afhængig af indsatsen fra frivillige forældre. Carsteb har været træner i flere år i børneafdelingen, hvor han har påtaget sig opgaven som årgangsansvarlig, samt været en flittig gæst til klubbens kurser og arrangementer. Carsten var således en del af det først kuld af B1903-trænere, som fik DBU's børnetræneruddannelse C-licensen (C: Children), og sørger hele tiden for at holde sig opdateret ved at tage supplerende kurser.

Klubben kan altid regne med Carstens hjælp og støtte, hvilket blandt andet er kommet til udtryk det seneste års tid, hvor han har påtaget sig den ekstraopgave at træne et hold på en ældre årgang end hans normale hold. Carstens fokus er på bredden af årgangen og på at nå ud til alle hold med information og koordinering. Carsten forsøger at løse konflikter og uoverensstemmelser selvom det måske ikke altid er populære løsninger. 

B1903 sætter stor pris på Carstens indsats og ønsker ham tillykke med prisen.

 

Luk