Menu

Friedmanns vision gik i opfyldelse

image Alex Friedmann, t.v. og Frank Mathiesen, t.h.
Af Niels Rasmussen
01. december 2022 kl. 14:11

Når økonomien nærmest hænger i laser, så er det godt at have en mæcen, der kan træde til og lukke hullerne.

Den rolle havde Alex Friedmann i de år, hvor B 1903 var en del af betalt fodbold. Sportsligt gik det ofte ganske fornuftigt, men pengemæssigt var der ikke meget at råbe hurra for. Nærmest tværtimod.

Princippet var, at Alex Friedmann dækkede underskuddet. Hvor meget det egentlig kostede ham gennem 80erne kan ikke siges helt nøjagtigt, men et forsigtigt gæt er ca. 25 millioner kroner. Ud over de direkte beløb til klubben var han også i en del tilfælde meget gavmild over for spillere.

"Man skal ikke spille, hvis man ikke har råd til at tabe", sagde Alex Friedmann, der naturligvis havde en ambition om at få mindst et 0 på bundlinjen af regnskabet.

Og lige så naturligt var det for ham at arbejde med planer om at skabe et storhold i København. Et hold der kunne skabe den nødvendige publikumsinteresse og være interessant for diverse sponsorer.

Inspirationen var den succes som sammenslutningen Stævnet – hvor B 1903 også var med – havde haft specielt i 50erne og især i 1960.

Når der kom engelske hold på besøg var tilskuertallene store i Idrætsparken. Publikumsmæssigt kulminerede det med kampen mod Brasiliens VM-vindere fra 1958 i Sverige. DBU turde ikke tage den økonomiske risiko, og så slog Stævnet til – og stillede med et hold, der var identisk med landsholdet. Det officielle tilskuertal var 52.000, men det var sandsynligvis endnu højere.

Lige før OL i Rom i 1960 blev det så til en kamp mod Real Madrids verdensstjerne. Her var der ”kun” 47.300 tilskuere. Begge kampe endte 3-4 og tilskuerne fik sig nogle gevaldige oplevelser.

Og når et udvalgt hold kunne klare sig så godt, så burde man tænke videre i den retning var Friedmanns vurdering.

En overgang så det ud til at ende med en fusion med Lyngby, men der var ikke just enighed om værdisætningen af spillertrupperne. B 1903s trup stod til noget nær priser på et ophørsudsalg, mens kollegerne hos Lyngby åbenbart var i nærheden af at være stjerner.

Det endte som bekendt med et samarbejde med KB, der havde haft nogle meget sløje år, når det gjaldt pengefodbold. B 1903 havde købt tvillingerne Martin og Michael Johansen i KB for 100.000 kr. hver i 1991.

FC København så dagens lys 1. juli 1992, og det blev til et mesterskab i den første sæson med truppen, der havde haft stor europæisk succes i den foregående sæson med bl.a. 6-2 og 0-1 mod Bayern München

Alex Friedmann skød 1 million kroner ind som aktiekapital i FC København. 500.000 kr. for B 1903 og 500.000 kr. for KB. Der røg to checks af sted fra hans kontor. Desuden lagde han 1,5 millioner kroner i driftstilskud det første år. Det beløb skulle følges op af 1 million kroner de to følgende år.

Desværre gik det grueligt galt med nogle investeringer, så Alex Friedmann blev blanket af.

Det hele er nu 30 år siden, og trods nogle bump på vejen, så har Alex Friedmanns vision vist sig at være bæredygtig med store tilskuertal og masser af god fodbold – både nationalt og internationalt. Det er blevet til et væld af DM-titler og triumfer i pokalturneringen.

Alex Friedmann fik betalt tilbage til den klub, hvor han fejrede store triumfer. Han kom på landsholdet som 19-årig i 1937, hvor han også blev kåret som Årets Fund i dansk idræt. Han spillede ni landskampe og scorede to mål. Han blev dansk mester i 1938. Som jøde måtte han i 1943 flygte til Sverige. Han spillede over 100 kampe på 1. holdet, og han ydede en indsats i bestyrelsen.

Luk