Menu

Cheftræner til U19 er på plads

image Peer F. Hansen (t.v.) og Martin Madsen (t.h.)
Af Mads Harder
18. maj 2021 kl. 10:43
Martin Madsen vender tilbage til U19 i næste sæson

I forbindelse med forberedelserne til den nye sæson, har B1903's sportslige leder for U12-senior, Peer F. Hansen, lavet en aftale med Martin Madsen som kommende cheftræner på U19.

Martin Madsen, der i den nuværende sæson er cheftræner for U13, overtager efter sommerferien U19. Martin vender dermed tilbage til B1903's U19, som han var cheftræner for i forrige sæson. Martin er uddannet med B-licens og i øjeblikket i gang med DBU Talent ID kurset. Om at komme tilbage til U19, siger Martin: 

"Jeg glæder mig til at starte op som cheftræner for U19 efter sommerferien. Det har været spændende i år at skulle lære U13 at gå fra 8-mands til 11-mands, og med U19 er det også en interessant udvikling og overgang, man skal stå for som cheftræner. Jeg synes, det er utroligt spændende og udfordrende med transitionen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og det at gøre U19-drengene klar til seniorfodbold. Jeg ser også en meget spændende U19-trup næste år, da der er rigtig mange 1. års i truppen, som også er U19-spillere næste år".

B1903's sportslige leder for U12-senior, Peer F. Hansen, ser frem til det fortsatte samarbejde: 

"Jeg er glad for, at Martin har sagt ja til overtage U19 næste sæson. Martin er meget engageret og har en del erfaring med at træne den aldersgruppe, og jeg har været glad for at se den strukturerede måde, Martin har arbejdet med klubbens træningsplaner på. På U19 lægger man de sidste mursten i sin uddannelse som ungdomsfodboldspiller, og jeg ser frem til fortsat samarbejde med Martin og hans arbejde med at gøre vores U19-spillere flyveklar til seniorfodbold. Jeg er også glad for, at assistenttræner Paw Laustsen ønsker at fortsætte på U19 i den nye sæson; både grundet hans store arbejde, men han har også været vigtigt for kontinuiteten i forbindelse med trænerskift".

 

Tak til trænere og oprettelse af U21

I forbindelse med trænerskift på U19-1 og U19-2 midtvejs i sæsonen har to trænere sprunget til med kort varsel, hvilket sportslige leder, Peer F. Hansen, har sat pris på:

"Jeg vil gerne sende en stor tak til Karsten Andersen (cheftræner U19-1, red.) og Jolyon Nevdal (træner U19-2, red.), som trådte til med kort varsel som trænere på U19 i denne sæson i forbindelse med trænerskift. Klubbens tidligere U19-cheftræner, Philip, fik tilbudt en fuldtidsstilling i en anden klub, og Karsten - med sit store B1903-hjerte - sprang til som cheftræner-vikar. Det har hele tiden været aftalt, at Karsten kun skulle være vikar på U19 resten af foråret. Karsten har lavet et rigtig fint stykke arbejde, og jeg er glad for, at Karsten bliver i klubben som træner, og har sagt ja tak til at stå i spidsen for vores kommende U21-hold, som vi opretter efter sommerferien"

Luk