Menu

B1903 fik storsejr i det jyske

image Fælles holdbillede
06. maj 2022 kl. 13:19
6-3 til B1903 over Herning Fremad

Søndag den 1.maj var "Morgenholdet" i Herning for at spille mod Herning Fremad som for-kamp inden kampen mellem FCM og FCK.

Ingen tvivl om hvilken kamp der betød mest, og slet ingen tvivl om, hvilken af de to kampe, der bød på det bedste fodbold. Herning Fremad stillede utrolig stærkt op med Helge Sander i spidsen, og man kunne sagtens se hvilket sammentømret hold det var. Der blev ikke løbet mange meter forgæves og afleveringer sad lige i fødderne, MEN de var oppe mod overmagten; Morgenholdet havde samlet et hold, der bød på bold i særklasse. "Dunte" (Jan Finn Dunte Hansen, red.) havde tabt kampen til Vagn Holm og måtte stille sig i målet, mens Vagn dannede forsvar med Lars Dalsborg. De var et forrygende makkerpar i forsvaret, som simpelthen lukkede af for Hernings hurtige angribere. Lars Dalsborg spillede i øvrigt i samme Nike-støvler, som han spillede i for B1903 mod Ikast i 1986 (ingen andre end Lars Dalsborg gemmer støvler så længe). Jens Aabling og Birger Topp havde hver deres fløj og drev lidt gæk med modstanderne med deres hurtige ryk og driblinger op af banen. Heldigvis sagde begge mange tak for, at der var flyvende udskiftning, som Erik P. styrede med stor ekspertise. Keld Kristensen lå som sædvanlig på midten og styrede opspillet med elegance som i gamle dage, mens Bent Kristiansen var uhyggelig i angrebet og lavede flere mål. Morgenholdet havde samtidig en fantastisk bænk, hvor Jan Herrig kom ind og lukkede hele midten af med sit enorme løbearbejde. Finn Beckwith - spilleren med den formidable teknik han har - satte vel ikke en fod forkert, og når man så samtidig kunne sætte Wieslaw Wolozynski ind i front, der sagde tak med en flot scoring, ja, så blev det bare for svært for Herning Fremad at dæmme op for alt det arsenal. Det blev til en flot sejr på 6-3 til B1903. Efter kampen bød Herning Fremad på dejligt smørrebrød. Senere på aftenen tog alle mand plads på tilskuerpladserne og så FCM-FCK og dagen blev rundet af med en tur i gågaden, hvor der ventede nogle kolde øl. 

Der skal fra B1903 lyde en stor tak til Herning Fremad for et virkelig behageligt besøg, og håber de vil komme til København på genvisit. Og en særlig tak til Bent Kristiansen og Helge Sander for arbejdet med at arrangere turen. 

Luk