Menu

1. senior åbner foråret

image
24. marts 2022 kl. 18:40
B1903 skal på besøg hos Union
Efter en lang forberedelse til sæsonstart med tætte træningskampe mod bl.a. KFUM, FA2000 og Höganäs (Sverige, red.), så åbner 1. senior endeligt foråret på lørdag. 1. senior tager en tur rundt om hjørnet til Genforeningspladsen, hvor Union hører til.
Der har ikke været de store udskiftninger i truppen og med en god forberedelse i ryggen, ser cheftræner, Karsten Andersen, også frem til kampen med spænding: "Det første opgør mod Union var meget tæt, men det er dog et helt andet hold nu, da de har fået ny træner og en række nye spillere, så det bliver en anderledes kamp. Vi har været ude og se nogle af deres træningskampe og føler os godt forberedte".
Feltet omkring tredjesidste pladsen, som kan sende en ud i play-off om nedrykning er meget tæt og bred, men i første omgang gælder det om at skabe yderligere afstand til Union på den direkte nedrykningsplads, så derfor er den første kamp ekstra spændende. Om den sidste halvdel af turneringen her i foråret, siger Karsten Andersen: "Vi glæder os til forårssæsonen! Vi kommer nok til at skulle spille om at undgå nedrykning, men min klare forventning er, at vi bliver i danmarksserien. Vi er dog også også klar over, at det udover dygtighed også vil kræve lidt held i visse situationer, da holdene ligger tæt".
Kampen spilles lørdag den 26. marts, kl. 14.00 på Genforeningspladsen. Det er oplagt at komme og heppe!
Luk