Menu

Årets træner i B1903 i 2023

image Årets træner, Tore Bredal Nygaard, tv. og B1903's formand, Benny Olsen, t.h.
Af Mads Harder
19. december 2023 kl. 10:55
U15-træner, Tore Bredal Nygaard, er årets træner

I torsdags afholdt B1903 julefrokost for trænere og ledere i klubben. Rigtig hyggelig aften hvor der blev snakket på tværs af de forskellige hold. I løbet af aftenen blev sløret for, hvem der blev årets træner i 2023, også løftet.

Årets træner 2023 blev Tore Bredal Nygaard, som fik sit bevis overrakt af formand, Benny Olsen. 

 

B1903's begrundelse for valget er som følgende: 

Tore træner klubbens U15-2 drenge (årgang 2009, red.). Tore har i mange år været træner i B1903, hvor han de første år var træner for sin egen søn på årgang 2008, men i forrige sæson synes han, at det var på tide at lade sønnike slippe for sin far som træner, samt at Tore også havde fået blod på tanden i forhold til trænergerningen og ville gerne træne en årgang, hvor ingen af hans to sønner var. Og det blev årgang 2009, hvor han i dag er en del af et meget engageret trænerteam.

Tore har alle dage været en klubbens mand. Han investerer rigtig meget tid og også sig selv i klubben. Tore er pligtopfyldende og altid konstruktiv, når der er udfordringer, der skal løses. Tore er kort sagt en fornøjelse at have i klubben. Tore har igennem årene også ofte stillet sig til rådighed, hvis der blev brug for en dommer. I denne sæson er Tore gået endnu længere i sin hjælpsomhed, når han ikke selv kunne hjælpe som dommer; for hvad gør Tore så? Han stiller sin ældste søn, Sebastian, til rådighed som dommer i stedet for, som så har hjulpet med at dømme nogle 8-mandskampe her i efteråret.

Og når vi taler dommergerning, så kan man roligt sige, at Tore er blevet bidt af en gal dommer. Tore har været til 34 forskellige dommerkurser og moduler. I B1903 er vi rigtig glade for, hvis vi kan være med til at producere nogle dommere og derigennem være med til at løfte noget af den fælles opgave, som vi klubber og DBU har sammen for at få flere dommere og i tilfældet med Tore har B1903 ikke blot kunne være med til at levere en ekstra dommer, men også en rigtig dygtig en af slagsen.

Herudover har Tore også været på trænerkurser på både C og B niveau igennem B1903, og hvis han kan, så melder han sig altid på de interne kurser og arrangementer, som klubben afholder. Tore viser stor interesse for at dygtiggøre sig som træner: Og jo bedre trænere, des bedre træning til vores børn og unge.

I foråret havde vi vores 2010 drengehold til Esbjerg Cup, hvor Tore var ovre for at kigge fodbold, da hans yngste søn spiller på den årgang. En B1903-dreng var uheldig i en kamp og brækkede kravebenet, og det var ikke muligt at komme til på Esbjerg sygehus. Hvad gjorde Tore? Han smed knægten ind i sin bil og kørte 70 kilometer til Kolding skadestue med ham.

Tore er ikke den, der råber højest eller har de mest spidse albuer, men for os i klubben betyder det ikke, at han er usynlig. For os er det tydeligt, hvor stor værdi han har for klubben og for vores spillere. Tore er et stort aktiv for os og er en meget velfortjent årets træner/leder. 

 

(Som pris fik Tore en FCK/B1903 jubilæumstrøje, og da Tore er fast tilskuer i Parken, så ramte præmien plet hos Tore)

 

(Julefrokost i B1903)

Luk