Menu

Succes i pokalen

Af Mads Harder
01. september 2016 kl. 09:27
B1903 i store pokaldramaer

B1903 har de senere par år opnået flotte skalpe i pokalturneringen og været med i  store dramaer. Årets pokalturnering forsætter i samme spor for B1903, som i denne uges 2. runde bød på nogle neglebidder af rang. 

B1903's U13, U15, U17 og U19 spillede på udebane. Her blev der holdt målfest hos både U13 og U19, som vandt hhv. 1-5 og 0-11 i Virum-Sorgenfri og Slangerup. Mere drama var der hos U15 og U17, som efter meget tætte kampe gav et pokalexit til U15 efter et 2-1 nederlag til Skovshoved, mens U17 sikrede sig avancement til 3. runde med en kneben - måske lidt heldig (trænerens egne ord, red.) - 0-1 sejr ude mod HUI. 

B1903's U14 og U16 spillede deres pokalkampe på hjemmebane, hvilket i pokalsammenhæng oftest er ensbetydende med, at man er undertippet, da det lavest rangerende hold spiller på hjemmebane. At B1903's U14 og U16 skulle være undertippet var der bare ikke nogen, der havde fortalt B1903's U14 og U16.

U14 tog imod B93 fra Øst 1. Til trods for at B93 spiller i rækken over B1903, så spillede B1903 lige op med B93 i mange facetter af kampen, og der blev også gået til den fra begge hold.

 (En af duellerne fra U14-kampen)

 

Efter en meget intens kamp, hvor det også holdt lidt hårdt til sidst, kunne B1903 trække sig sejrrigt ud af kampen, efter at kampens enlige mål var blevet sat ind af en B1903-fod. 

(B1903-spillerne jubler efter målet til 1-0, som sikrede billetten til 3. runde)

 

Onsdagaften blev dramaet så ikke mindre, da U16 tog imod Roskilde KFUM fra U16 Øst rækken. B1903 startede som lyn og torden, men mod spil og chancer kom Roskilde KFUM foran. B1903 fik udlignet inden pausen efter en første halvleg, hvor B1903 spillede virkelig flot fodbold og styrede kampen.

(Jubel efter B1903-scoring)

 

I anden halvleg kom Roskilde langt bedre med og med deres fysik fik de overtaget på kampen, som den skred frem. Roskilde kom også foran 1-2, men i overtiden fik B1903's heroiske spillere udlignet til 2-2. Dermed skulle kampen ud i straffe. Efter en ulidelig spændende straffesparkskonkurrence, hvor et par U16-forældre var ved at få dårlige nerver, og U16-cheftræner, Michael Schou, nåede at gå to gange rundt om sig selv inden det afgørende spark, blev sparket sat ind til 9-8 til B1903. Dermed er U16 ligeledes i hatten til lodtrækningen til 3. runde.

(Holdkammeraterne holder vejret og kigger ned mod straffesparkspletten, hvor det skal afgøres)

Luk