Menu

Glemmer du?

image B1903-jubel efter scoring mod Bayern
Af Mads Harder
22. oktober 2016 kl. 10:46
….så husker vi det mål for mål!

6-2!

Nej, det er ikke cifrene fra en U10-kamp under Anders And Cup, men de cifre som almægtige Bayern München blev sendt hjem til det sydtyske med i dag for præcis 25 år siden.

B1903 havde i 2. runde af UEFA-cuppen trukket Bayern München – med flere verdensmestre fra 1990 på holdet - og den 22. oktober 1991 skulle første kamp spilles. På Gentofte stadion. En anelse kontrastfyldt i forhold til, når de tyske stjerner løb ind på banen til hjemmekampe i den tyske bundesliga på det olympiske stadion i München. B1903’s spil den aften viste sig dog at have olympiske dimensioner.

Bayern München kom planmæssigt foran 0-1, men legendariske Michael Manniche sørgede for, at B1903 kunne gå til pausestillingen 1-1. Herefter fulgte en 2. halvleg, som fik de fleste B1903’ere til at tvivle på deres fulde fem. Men fulde fem var lige præcis det antal mål B1903 bankede i kassen i 2. halvleg; 2-1 ved Ivan Nielsen, 3-1 ved Kenneth Wegner, 4-1 ved Manne igen, 5-1 ved Brian Kaus og målet til 6-1 blev sat ind af Iørn Uldbjerg. Bayern reducerede herefter til 6-2 i sidste minut.

Bayern München havde Brian Laudrup i truppen på det tidspunkt (spillede dog ikke kampen grundet skade), men fokus var mere på en anden dansker hos den tyske klub. Bayern Münchens træner var den tidligere store landsholdshelt, Søren Lerby, som havde spillet i B1903 i sine ungdomsår. Lerby huskede nok tilbage på lilleput-stævnet i B1903 i 1970, hvor han blev stævnets bedste spiller, med varme følelser, men han havde nok håbet på et anderledes gensyn med barndomsklubben end at se sit hold blive spillet ud af banen. Dette må være konklusionen på Lerbys udtalelse til pressen efter kampen: ”Jeg har ikke mistet lysten til trænerjobbet, men jeg kunne da godt have fundet på noget, der var sjovere end det her”.

Hvis der var en B1903'er på Bayerns bænk i den kamp, så var der det også i den grad på B1903's bænk. Cheftræner var Benny Johansen, som i 2014 kunne fejre 50 års medlemskab i B1903, og ved sin side som assistenttræner havde han Keld Kristensen, som i dag er tilknyttet B1903 som trænerkonsulent, og ikke mindst midtbanedirigent på B1903’s Supermaster-hold.

B1903’s eventyr i Europa forsatte forsatte i næste runde, hvor man slog tyrkiske Trabzonspor med Lars Olsen ud, mens endestationen herefter blev Torino, som endte med at gå hele vejen til finalen.

I sommeren 1992 dannede B1903, sammen med KB, så overbygningen F.C. København, og F.C. København er netop i øjeblikket i gang med et spændende europæisk eventyr. Om det bliver til 6-2 den 2. november mod de engelske mestre Leicester i Parken må dagen afsløre. De mange B1903’ere der er at finde i Parken den 2. november vil dog nok også stille sig tilfredse med mindre.

Gense målene fra kampen nedenfor.

 

Luk