Menu

Trænerteam til årgang 2007

image Mads Risom (t.v.), Mikkel Hancke Køster (t.h.)
Mads Harder
16. marts 2016 kl. 11:42
Trænerteam til årgang 2007 efter sommerferien er på plads

Allerede nu kan B1903 præsentere det kommende trænerteam til klubbens kommende U10-1 (Årgang 2007) efter sommerferien. Mads Risom og Mikkel Hancke Køster starter efter sommerferien og skal varetage holdtræningen, samt alle aktiviteter i weekenden (Kampe/Stævner). Om deres forventninger siger de: 

"Vores ønsker er at skabe et hold med fællesskabet som omdrejningspunkt, hvor vi ønsker at præge holdet til at prioritere hinanden og sammenholdet. Derudover vil vi under træningen skabe en arena for udvikling af fodboldkompetencer såvel som personlige kompetencer. Vi glæder os meget til at være med til at bidrage med vores tanker omkring god talentudvikling og være med til at gøre drengene til endnu bedre fodboldspillere".

Mads Risom er 24 år gammel og uddannet blikkenslager. På nuværende tidspunkt arbejder han på en byggeplads som VVS-montør. Mads er oprindeligt fra Frederiksberg, men bor nu i Gentofte. Han har 15 års fodbolderfaring og med klubber som KB, Vanløse og B1903 på CV'et er det en kompetent mand, B1903 får ind i staben. Mikkel Hancke Køster er 26 år gammel og lige flyttet til Brønshøj, hvor han bor med sin kæreste. Han er også oprindeligt fra Frederiksberg, men har boet et par år i Odense pga. studie. Mikkel læser Idræt og Sundhed og har opnået en stor viden om træningsplanlægning for forskellige målgrupper og aldre. Mikkel Hancke Køster kommer ligeledes selv med fodbolderfaring fra Vanløse, KB samt to klubber i Odense.

Om de to nye trænere siger B1903’s sportschef Mads Agner Veng:

"Det er et super stærkt team, vi får ind til at varetage det kommende U10-1 hold. Det giver den bedste sammenhæng via klubbens nye struktur samt øger vores evne til at følge med de klubber, som vi ønsker at sammenligne os med. Det er derfor ikke et fravalg af de nuværende forældretrænere, som har gjort et kæmpe stykke frivilligt arbejde, men derimod et tilvalg af to meget stærke trænerprofiler, som vi håber bliver en succes." 

 

Årgang 2007 under SKILLS-træning

Årgang 2007 under SKILLS-træningen 15. marts 2016

Luk